Gider du lige...??

 ...kigge ind på studievejledningen? Sådan lød den sms der tikkede ind i går ved middagstid! Ja, det er altså åbenbart måden man henvender sig til eleverne på Handelsskolen..! Men det gad jeg da så godt og uden at vide med hvem og om hvad jeg skulle snakke gik jeg ind på studievejledningen i dag.. 

Min studievejleder foreslog mig at jeg startede på hgs i stedet for hg. Jeg har næsten en studentereksamen, og det er altså nok til at jeg kan blive flyttet til hgs-holdet, læse 3 fag op på 12 uger og dermed korte min uddannelse ned med 2 år! For som hun siger, det er jo hul i hovedet at bruge to år på hg, når jeg nu er SÅ begavet

..Det virker jo som et oplagt valg..! Det er det bare ikke.. 

Min nuværende klasse er en broget flok.. Det ER faktisk muligt at skrabe 29 eksistenser sammen som absolut intet har til fælles! Og det til trods, så føles det rart at være der.. Vi har alle sammen mere end bare tunge bøger i vores rygsække og vi deler alle håbet om at tingene nok skal blive bedre..!

..Jeg er glad for rosen, glad for at vide mine år på gymnasiet, trods alt, ikke har været spild af tid.. 12 uger lyder så nemt, men jeg tør ikke! Jeg tør ikke tage chancen.. Jeg nyder at have et skema med masser af huller.. Jeg har brug for pauserne, brug for friheden! Jeg har brug at føle mig bedre end de andre.. Jeg har brug for tid, før jeg skal ud i virkeligheden igen!

Så for engang skyld ignorerer jeg ambitionerne! For engang skyld lytter jeg til mig selv! For første gang sætter jeg ikke livet på spil..! 

JEG GIDER IKKE..!

Græsset er altid grønnere....

 ..Dette helt igennem perfekte lille hus, med nyklippet græsplæne, hvidmalet stakit, opstammede træer, hvide roser og symmetriske vinduer ligger lige overfor det hus hvor jeg hver uge går på besøg hos min psykolog og krænger min sjæl ud.. 

...Hver uge når jeg ser det lille hus på vej ind, forbander jeg dét, og menneskerne der bor i det, langt væk, jeg hader alt det overskud og overlegenhed der strømmer ud fra det.. Hader alt det pæne og hvide! Som om livet er så forbandet let og ligetil...

..Og når jeg så en time efter lukker døren efter mig og igen står på gaden overfor det lille hus, så tænker jeg: Hold kæft, hvor ser det egentlig trist og livløst ud! Og jeg får faktisk lidt ondt af huset og dem der bor der..!

Man skal turde elske...

 ..Der er mange mennesker jeg elsker, men jeg elsker dem alligevel lidt forskelligt alle sammen. Jeg elsker min far meget højt, og jeg tror at der hvor kærligheden til ham er anderledes er, at der ikke er nogen anden jeg frygter at miste så meget som jeg frygter at miste min far.. Min far er en meget stærk mand udenpå, men indeni bor der en lille dreng som kan blive rigtig bange og meget ked af det! 

..Nogen gange er jeg SÅ bange for at miste ham, at jeg ikke tør elske ham..!

Den daglige dosis...

 ..Der er rigtig mange der spørger mig om jeg så får lykkepiller, når nu jeg lider af depression.. Og ja det gør jeg, men gud hvor jeg dog hader den betegnelse, "lykkepiller".. Som om dét er svaret på alle verdens problemer...!

..Jeg tager omkring 300 mg medicin hver dag! Det er ret meget og meget mere end jeg egentlig har lyst til.. 

Faktisk var jeg i lang tid meget fast besluttet på at jeg slet ikke ville tage noget medicin! Jeg havde hørt så meget om de såkaldte "lykkepiller", som det pludselig blev så moderne at være på.. Og det skulle jeg i hvert fald ikke nyde noget af..! Under min første depression tog jeg derfor kun modvilligt imod recepten fra min læge og med det samme jeg fik det bedre skippede jeg pillerne..! 

..Det var først da jeg igen blev syg at jeg indså alvoren af min lidelse og forstod at det ikke var noget jeg selv kunne ændre til trods for sund kost og masser af motion! Min nye læge var virkelig kompetent og for første gang i hele mit liv mødte jeg en der på enkleste vis kunne forklare mig hvad det var jeg fejlede, en som overbeviste mig om at min sygdom primært skyldtes kemiske reaktioner i hjernen! Men da snakken igen faldt på medicinering stejlede jeg endnu engang! Især da han sagde at jeg nok skulle indstille mig på at tage medicinen resten af mit liv! Det ville jeg ikke høre tale om og da slet ikke når jeg var gravid! Min læge forstod min reaktion, tænkte sig om et kort øjeblik og sagde så: "Mejse, hvis jeg nu sagde at du havde sukkersyge og fortalte dig at du skulle tage insulin resten af dit liv, ville du så stille spørgsmål ved det?"

..Jeg har siden den dag taget min medicin hver eneste dag, velvidende at det er det bedste for mig og min familie..Jeg er helt sikker på jeg ikke ville havet været her i dag hvis jeg ikke havde gjort det! 

..Medicin er ikke løsningen, men den er en nødvendig for at give mig det overskud det kræver at leve med min sygdom.. Det betyder ikke at min skepsis er forsvundet, jeg er stadig meget kritisk i forhold til hvad jeg fylder i min krop - jeg er meget opmærksom på hvordan min krop reagerer på medicinen og jeg sørger for løbende at konsultere min læge om hvordan det går, så vi sammen kan justere den dosis jeg tager.. Jeg vil til hver en tid anbefale at man stiller spørgsmål i forhold til den medicin man bliver tilbudt, at man snakker tingene igennem med sin læge.. Det er så utrolig vigtigt at man har en læge som man har tillid til, hvis ikke det er tilfældet så skift! Vi er så priviligerede at vi frit kan vælge hvilken læge vi vil have og det er der mange der burde udnytte noget mere.. Den rigtige læge er et vigtigt skridt i den rigtige retning :)

..Jeg drømmer ikke længere om at blive medicinfri, men jeg drømmer trods alt stadig om at gå lidt ned i dosis... :)

Hjælp er ikke noget man bare får...

..Det er nærmere noget man skal gøre sig fortjent til.. Og man skal aller helst bryde helt sammen og ned på sine grædende knæ og tigge og be... Nåå ja og så lige vente sølle 12 måneder...! Men hey, som de siger "måske har du slet ikke brug for det til den tid", nej det gu fanden, det er sgu da for helvede NU jeg har brug for det....!

...Men for nu at vende denne dårlige stemning til noget positivt, så er der heldigvis hjælp at få andre steder.. Der er nemlig osse andre end mig der har det af helvede til ind i mellem, og det gør det hele lidt nemmere at vide at der trods alt er nogen der kæmper samme kamp som mig.. Så sammen med mine medsøstre, og måske osse sammen med dig?, hepper jeg på Mette B's fantastiske initiativ! Klik på billedet for at læse mere..