tirsdag den 2. august 2011

Den daglige dosis...

 ..Der er rigtig mange der spørger mig om jeg så får lykkepiller, når nu jeg lider af depression.. Og ja det gør jeg, men gud hvor jeg dog hader den betegnelse, "lykkepiller".. Som om dét er svaret på alle verdens problemer...!

..Jeg tager omkring 300 mg medicin hver dag! Det er ret meget og meget mere end jeg egentlig har lyst til.. 

Faktisk var jeg i lang tid meget fast besluttet på at jeg slet ikke ville tage noget medicin! Jeg havde hørt så meget om de såkaldte "lykkepiller", som det pludselig blev så moderne at være på.. Og det skulle jeg i hvert fald ikke nyde noget af..! Under min første depression tog jeg derfor kun modvilligt imod recepten fra min læge og med det samme jeg fik det bedre skippede jeg pillerne..! 

..Det var først da jeg igen blev syg at jeg indså alvoren af min lidelse og forstod at det ikke var noget jeg selv kunne ændre til trods for sund kost og masser af motion! Min nye læge var virkelig kompetent og for første gang i hele mit liv mødte jeg en der på enkleste vis kunne forklare mig hvad det var jeg fejlede, en som overbeviste mig om at min sygdom primært skyldtes kemiske reaktioner i hjernen! Men da snakken igen faldt på medicinering stejlede jeg endnu engang! Især da han sagde at jeg nok skulle indstille mig på at tage medicinen resten af mit liv! Det ville jeg ikke høre tale om og da slet ikke når jeg var gravid! Min læge forstod min reaktion, tænkte sig om et kort øjeblik og sagde så: "Mejse, hvis jeg nu sagde at du havde sukkersyge og fortalte dig at du skulle tage insulin resten af dit liv, ville du så stille spørgsmål ved det?"

..Jeg har siden den dag taget min medicin hver eneste dag, velvidende at det er det bedste for mig og min familie..Jeg er helt sikker på jeg ikke ville havet været her i dag hvis jeg ikke havde gjort det! 

..Medicin er ikke løsningen, men den er en nødvendig for at give mig det overskud det kræver at leve med min sygdom.. Det betyder ikke at min skepsis er forsvundet, jeg er stadig meget kritisk i forhold til hvad jeg fylder i min krop - jeg er meget opmærksom på hvordan min krop reagerer på medicinen og jeg sørger for løbende at konsultere min læge om hvordan det går, så vi sammen kan justere den dosis jeg tager.. Jeg vil til hver en tid anbefale at man stiller spørgsmål i forhold til den medicin man bliver tilbudt, at man snakker tingene igennem med sin læge.. Det er så utrolig vigtigt at man har en læge som man har tillid til, hvis ikke det er tilfældet så skift! Vi er så priviligerede at vi frit kan vælge hvilken læge vi vil have og det er der mange der burde udnytte noget mere.. Den rigtige læge er et vigtigt skridt i den rigtige retning :)

..Jeg drømmer ikke længere om at blive medicinfri, men jeg drømmer trods alt stadig om at gå lidt ned i dosis... :)

3 kommentarer:

  1. Mejse jeg bruger samme eksempel som din læge, når jeg skal forklare blandt andet min familie, hvor meget medicin jeg tager og hvorfor. Mine forældre vil så gerne jeg trapper ud, men jeg spørger bare; HVORFOR? Jeg vil ikke undvære den MIG jeg er nu. Jeg tør ikke stoppe, for jeg har det godt nu og min hjerne er meget gladere!

    Jeg sammenligner også mit dope med kemo. Hvis jeg ikke fik min medicin; ville jeg også få det rigtigt dårligt og jeg tror faktisk, at min krop ville takke af hurtigt, fordi jeg løb så stærkt for at undgå at mærke, hvordan jeg egentligt har det.
    Nej cancer og depression er ikke det samme, men begge dele kan og skal behandles.

    SvarSlet
  2. Hvor er det ærligt og flot skrevet. Du har en sygdom, og det er en træls del af livet, men du har også en fantastisk selvindsigt og selvforståelse. Mange kan måske stille spørgsmål ved om medicin er vejen frem. Måske virker det ikke for dem, men hvis du ved af flere års erfaring at det virker for dig, så er det den rigtige løsning for netop dig. Flot skrevet!

    SvarSlet
  3. Man bliver glad af at læse dig, Mejse. Du fortæller så åbent og ærligt om din lidelse. Og du når ind til kernen af, hvad omgivelserne ikke altid forstår, nemlig at det er en sygdom på lige fod med alle andre sygdomme. Det er ikke bare pjat, når vi går rundt i en sky, og verden nogle gange synes at ramle sammen omkring os. Og man kan ikke bare tage sig sammen, som mange fejlagtigt går og tror. Hvorfor skal der være så meget tabu og berøringsangst forbundet med det at have en psykisk sygdom? Hvis vi alle står sammen om at fortælle, at vi altså er helt normale mennesker, som nogle gange tænker lidt anderledes, så kan vi nå langt. Og med en god læge hjælper det også. Jeg har også selv været så heldig at møde en af slagsen, som engagerede sig meget i min angst og hjalp mig med at finde den rigtige medicin, som passer til lige netop min hjerne. Trods indledende aversioner imod de små piller har jeg indset, at de nok også bliver en del af mig i hvert fald i mange år frem. Men det betyder ikke så meget, når jeg har det godt og langt om længe tør stå ved, hvem jeg er.

    Og så kan mange måske spørge, om jeg virkelig er mig, når jeg er på 'dope'. Jeg kan i hvert fald svare, at jeg er nået langt i forhold til hvem jeg gerne vil være, og jeg snakker åbent om tingene, er ikke længere bange for trafikken, bange for verden, bange for folkemasserne i indkøbscentre, bange for at åbne mig og bange for at stå ved, at jeg er som jeg er. Tvært imod har jeg vendt det hele til noget positivt, da jeg ved, at jeg lægger mærke til så mange flere små ting i livet end mange andre... Jeg nyder nuet, og det er trods alt det vigtigste...

    SvarSlet