..Op igen..

..Om det er på grund af julehyggen, den fortryllende sne, alle de skønne blogge her i blogland eller mine dejlige drenge ved jeg ikke, men jeg synes allerede tingene begynder at falde på plads igen.. Måske er jeg efterhånden bare ved at være rutineret..! Eller osse er det bare en god blanding af det hele.. Jeg er holdt op med at spekulere over hvad det er der slår mig ud af balance - engang tænkte jeg - der må da være en eller anden fællesnævner. Er det når jeg gør noget bestemt, spiser noget bestemt eller hører noget bestemt musik..? Men nej, der er ingen fællesnævner - det kan komme når jeg er aller mest glad og lykkelig, hvis jeg bliver bange eller måske bare hvis mit snørebånd er gået op..! Og det er lidt det samme der gør sig gældende når jeg så skal ovenpå igen.. Jeg prøver alt muligt - og så er der pludselig noget der virker og alting bliver godt igen indtil næste gang og der er det så helt sikkert noget helt andet der skal til for at genskabe kosmos.. Og ja, det er hårdt! Ikke bare for mig, men osse for min familie.. Uvished det gør sgu ondt! Til gengæld så er jeg blevet rigtig god til så at gøre de ting jeg har lyst til når jeg har lyst til dem og det tror jeg desværre der er rigtig mange der snyder sig selv for.. ! Så dagens budskab må være - Husk at gøre de ting, der gør dig glad!

..Nu håber jeg bare det gode humør holder, så vi kan få en dejlig jul uden alt for mange svingture..

Min lille sygepasser..

..Ikke nok med at han har verdens mest forstående og tålmodige (i hvert fald når det kommer til mine depressioner) far - han er osse selv en sand lille engel..

..Det er som om han kan mærke at der er noget galt, at mor har brug for rigtig mange store, våde kys, kram og smil! 

..Så det har jeg fået! Og vi har puttet og nusset set Ramasjang og guffet pære hele dagen lang..! Han er dejlig min lille dreng! De er dejlige begge mine drenge - og de er så gode til at passe på mig :)

Sådan noget L... !!!

 ..Så er vi der igen..! Med tårerne væltende i en lind strøm ned ad kinderne.. Julestemningen er lige pludselig lidt langt væk! 

..Og det er jo altså ikke fordi jeg ikke har prøvet det før.. Jeg har prøvet det mange gange før! Jeg ved hvad der hjælper, jeg ved hvordan jeg hurtigst kommer ovenpå igen..! Men ikke denne gang. For nu er det ikke længere bare mig og min depression - nu er det mig, min depression og Arthur! Jeg kan ikke bare barrikadere mig i sengen, under dynen og svede alle mareridtene og alle de dumme tanker ud..

Jeg har ikke selv valgt at jeg vil have en depression, men jeg har selv valgt at jeg ville være mor!! Så ved du hvad, depression, du får mig ikke ned med nakken - for jeg har verdens bedste antidepressiver lige her på legetæppet foran mig..! Jeg har aldrig givet op uden kamp før og det gør jeg heller ikke nu, selvom jeg er ubevæbnet og mere følsom en nogensinde før..! 

..Så i dag, i dag skal der jules, hygges, kysses og krammes.. :)

Dobbelt op, er dobbelt så godt..

..Om det så er en fordobling af antidepressiverne eller to bundter skønne ranunkler for en tyver i Superbest, er sådan set underordnet, så længe det gør mig i godt humør.. :)

Er du bange for mørke..?

..Jeg har utrolig nok altid holdt utrolig meget af de mørke og kolde måneder.. Og det til trods for at jeg udemærket ved at lys og masser af det er noget af det der mest effektivt holder depressionerne væk og selvom jeg ved at november betyder optrapning i medicineringen.. Men der er altså bare et eller andet helt fantastisk i at kunne putte sig i mørket, gemme sig lidt væk. Nyde stearinlysenes skær og tælle de sidste dage til jul..! Jeg slapper af på en anden måde, det er som om forventningerne til mig selv bliver lidt mindre og jeg er ikke så bange for ikke at kunne slå til..

Måske er det bare fordi langt de fleste har en tendens til at blive lidt smådeprimerede i disse måneder, og jeg derfor ikke føler mig helt så alene! Eller måske er grunden i virkeligheden bare den, at man lige ser lidt mere lækker ud i halvmørket ;)

Welcome to the darkside..

..Jeg var ung, naiv og forventningsfuld! Alting kørte derud af med 100 km i timen og verden lå for mine fødder.. Jeg havde masser af planer og drømme for fremtiden.. Jeg var flyttet hjemmefra, gik på gymnasiet, havde den skønneste kæreste, masser af venner, jeg sad i elevrådet, i skolebestyrelsen, var redaktør på skolebladet, var formand for et ungdomsråd, sad i Folkeoplysningsudvalget ved Morsø Kommune, arbejdede på ungdomsskolen, i et glaspusteri, i en biograf og på to restauranter! Ja det lyder helt sindssygt nu og set i bakspejlet var det måske lige i overkanten, men jeg elskede alt hvad jeg lavede og nød i fulde drag at der var knald på og at folk efterspurgte min kunnen.. Men i min iver efter at tilfredsstille alle omkring mig glemte jeg én! Jeg glemte mig selv og det er en fejl jeg nu skal leve med resten af mit liv!

I maj måned oprettede jeg bloggen Blåmejsen hvor jeg blogger om alle de ting jeg godt kan lide, alle de skønne ting jeg laver, alle de dejlige mennesker jeg møder og alle de drømme jeg stadig har om fremtiden.. Men der manglede noget.. Jeg har nemlig osse en anden side - min bagside..! Og den får I så her på Sortmejsen.

..Jeg har længe overvejet hvorvidt jeg skulle oprette en selvstændig blog til dette formål og der er to grunde til at det er denne model jeg har valgt. For det første, så har jeg lyst til at dele min historie med jer, men jeg har ikke lyst til at den skal overskygge den positive ånd jeg ønsker at holde på Blåmejsen.. Det er trods alt nogen gange en befrielse bare at kunne lade som om man ikke har en depressionsky hængende over hovedet! For det andet så var det osse vigtigt for mig at lade jer, hver især afgøre om det var en side af mig i havde mod på at tage med..

Jeg har valgt at se det positive i ALT - osse i min depression, men samtidig vil jeg ikke pakke noget ind og depression er en sygdom, der har nogle til tider rigtig, rigtig grimme sider!

Til jer der stadig hænger på - RIGTIG HJERTELIG VELKOMMEN :)