..Dette helt igennem perfekte lille hus, med nyklippet græsplæne, hvidmalet stakit, opstammede træer, hvide roser og symmetriske vinduer ligger lige overfor det hus hvor jeg hver uge går på besøg hos min psykolog og krænger min sjæl ud..
...Hver uge når jeg ser det lille hus på vej ind, forbander jeg dét, og menneskerne der bor i det, langt væk, jeg hader alt det overskud og overlegenhed der strømmer ud fra det.. Hader alt det pæne og hvide! Som om livet er så forbandet let og ligetil...
..Og når jeg så en time efter lukker døren efter mig og igen står på gaden overfor det lille hus, så tænker jeg: Hold kæft, hvor ser det egentlig trist og livløst ud! Og jeg får faktisk lidt ondt af huset og dem der bor der..!
det er bare pisse ufedt at ens sindstemning svinger så hurtigt og fra den ene yderlighed til den anden. Det er hård kost!
SvarSletDet kan faktisk godt blive lidt for perfekt det hele..... Kh Christina
SvarSletbare lige en lille tanke fra mig!!!
SvarSletSådan har jeg det når jeg læser din blog Blåmejsen :)
Undtagen det sidste self...